Image
 
 

Praktisk Økologi

Landsforeningen Praktisk Økologi, er en forening for alle i Danmark, der har den mindste smule interesse for at gøre sin have lidt mere bæredygtig. Det er et fællesskab, hvor man kan få eller give inspiration til en økologisk og bæredygtig havedyrkning og levevis i hverdagen. De ønsker også at fremme dyrelivet i danske haver og generelt sprede glæden ved den hjemmedyrkede køkkenhave. Vidensdeling er i centrum, og Praktisk Økologi fungerer altså som en platform og samlingssted for de mange medlemmer, til at dele deres erfaringer og haveglæde.

Historien bag Praktisk Økologi

Praktisk Økologis historie starter i 1981 med tidsskriftet “Praktisk Økologi”. Da forlaget i 1988 ikke ønsker at fortsætte med udgivelserne, går en række læsere sammen og stifter Landsforeningen Praktisk Økologi, så tidsskriftet kan fortsætte som medlemsblad. Magasinet eksisterer stadig den dag i dag.
Image

Praktisk Økologis arbejde

Praktisk Økologi driver adskillige hjemmesider, der skal være med til at gøre det nemt for den almene dansker at finde og dele inspiration til en mere økologisk have. De har både en hjemmeside til at dele viden om miljøvenlig havedyrkning (havenyt.dk), en anden der giver folk mulighed for at føre og dele deres egen have dagbog (merelivihaven.dk), og en tredje danner platform for udveksling af frø og planter imellem haveentusiaster (deljorden.dk). Derudover afholder Praktisk Økologi også en festival, med fokus på haven og med formål at sætte gang i lokale øko-netværk rundt om i Danmark.

Praktisk Økologi og GreenSpeak

Praktisk Økologi har været en del af GreenSpeak siden foråret 2019, og de var med til deres første afstemning i juli 2019. Her var den samlede pulje på 120.000 kroner, og Praktisk Økologi fik en flot start med 4.560 kroner. Siden har de kontinuerligt ligget i top ti over de mest populære af GreenSpeaks støtteprojekter, og de har i alt fået 49.611 kroner af de 1.842.392 kroner, GreenSpeak foreløbigt har doneret til gode formål.
Image

I GreenSpeak ønsker vi at have et bredt udvalg af støtteprojekter, vores kunder kan vælge imellem, og Praktisk Økologi adskiller sig ved at fokusere på personligt havebrug og inspiration til personligt ansvar omkring sin egen fødevareproduktion.

Vil du vide mere om Praktisk Økologi, kan du se den podcast, vi har lavet med dem, eller du kan besøge deres egen hjemmeside.