Image
Projekt Hjemløs er en dansk, almen velgørende forening, der har fokus på at hjælpe hjemløse i Danmark. De er aktive til events, driver en genbrugsbutik og får ellers donationer fra både privatpersoner og organisationer. Foreningen har ingen ansatte og alt de får indsamlet, går altså til at hjælpe de hjemløse. Det betyder selvsagt også, at frivilligt arbejde er omdrejningspunktet for foreningen og essentielt for den forskel, de gør.
Projekt Hjemløs blev grundlagt i 2012 af Gitte Johansen, der fortsat fungerer som daglig leder og formand for bestyrelsen. Sammen med hende og de andre ildsjæle, gør foreningen en stor forskel for de Københavnske hjemløse.

Projekt Hjemløs' arbejde

Projekt Hjemløs har overordnet set to vigtige missioner i deres arbejde. De ønsker at gøre det sådan, at man ikke behøver at sulte, bare fordi man ikke har et hjem. Det gør de i samarbejde med bl.a. Rema1000 og Stop Spild af mad, hvor de modtager gratis og god overskudsmad. Især i vintermånederne kan de hjemløse have en svær tilværelse. Derfor gør Projekt Hjemløs en ekstra indsats for at Københavns hjemløse kan få et varmt måltid mad i denne tid.
Gitte fra Projekt Hjemløs serverer en rugbrødsmad til en hjemløs.
Ud over at hjælpe med mad, vil Projekt Hjemløs give omsorg og støtte til dem, der har brug for det. Det kan nogle gange være svært at blive motiveret til for eksempel at komme ud af et misbrug, hvis hele ens situation ser mørk ud. Men her går de også ind og hjælper med at motivere til at få en bedre livskvalitet.

Projekt Hjemløs og GreenSpeak

Projekt Hjemløs har været en del af GreenSpeak siden opstarten i sommeren 2015. De var med til den allerførste afstemning i marts 2016, hvor de fik 1.645 kroner af de 22.700 kroner. Der er sket meget siden da, og i dag har Projekt Hjemløs modtaget hele 128.656 kroner fra GreenSpeaks afstemninger. Det samlede beløb fra afstemningerne er på 1.842.392 kroner, så det er en god bid de har fået.

I det beløb er også medregnet omkring 12.000 kroner, vi separat har indsamlet til Projekt Hjemløs. De blev samlet ved to events, vi kaldte Stand Up for the Homeless. Her inviterede vi en række prominente komikere til at optræde for den gode sag. Begge arrangementer blev afholdt i december, fordi juletiden og vintermånederne er nogle af de tidspunkter, det er hårdest at være hjemløs i Danmark.

Gitte fra Projekt Hjemløs modtager en check fra tre medarbejdere fra GreenSpeak.

Projekt Hjemløs skiller sig ud fra de andre af GreenSpeaks støtteprojekter ved at fokusere på at hjælpe nogle af de mest udsatte borgere i Danmark.

Vil du vide mere om dem, kan du besøge deres egen hjemmeside eller kigge forbi butikken på Frederikssundsvej 233 i Brønshøj.