#53 | Grøn Snak | Tid til en pause

Det er tid til en pause og i dette afsnit af GreenSpeaks podcast Grøn Snak, fortæller Mads og Mark lidt om, hvorfor dette bliver det sidste afsnit i denne omgang. Det er ikke sikkert, det bliver det sidste nogensinde, men lige nu er der andet, der giver mere mening at fokusere på.

Teleselskabet GreenSpeak vokser

Der er flere ting i det. For det første har vi en masse at se til i GreenSpeak, der bare vokser og vokser. Der er stor interesse for det, og vi har efterhånden rundet 10.000 kunder, der også synes, det giver mest mening at have et teleselskab, der giver overskuddet videre til gode formål. Det er helt fantastisk at være en del af, selvom det selvfølgelig også betyder, at der er andre praktiske opgaver, der tager mere og mere af vores tid. Et positivt problem, kan man vist roligt sige. Derfor giver det mere mening for os at fokusere på kerneforretningen i GreenSpeak, der trods alt er at drive et succesfuldt teleselskab, der giver flere og flere penge væk. Det er dog ikke den eneste grund til, det er tid til en pause.

En af grundene til at det er tid til en pause

Vi elsker at snakke store tanker, helikopterperspektiver og gode løsninger på tidens udfordringer. Derfor har vi også oplevet, at vi er mindre motiveret i samtaler, hvor der ikke rigtigt er mulighed for netop dét. Af samme årsag er der også nogle afsnit, der ikke er blevet udgivet - simpelthen fordi, det blev for nicheorienteret. Og på den måde ikke voldsomt interessant i det store billede. Det er ærgerligt, men for os er det vigtigt, at vi selv synes, det er sjovt at lave. Det håber vi også, skinner igennem for de af jer, der lytter med. Og vi håber også, I kan se, at vi virkelig har nydt det i den tid, det har stået på.

Fremtiden for Grøn Snak

Grøn Snak startede som en idé om, både at udbrede kendskabet til alle de gode løsninger og spændende, bæredygtige projekter, der findes rundt omkring i Danmark og i verden. Men også som en måde, hvorpå nye mennesker kunne lære os og GreenSpeak at kende. Begge dele er lykkedes. Vi har lavet en række afsnit om forskellige aspekter af bæredygtighed, og det har samtidig hjulpet GreenSpeak til at vokse. Når vi en dag har ansat mennesker til praktiske arbejde, kan det være, at vi samler podcasten op igen. Men for nu er det tid til en pause.

Se seneste afsnit

Billedet viser de fem medlemmer af GreenSpeak, der sidder på en sofa med mikrofoner foran sig, og smiler til kameraet. Ude i siden er logoet for Grøn Snak, #54 og teksten "Året der fik i GreenSpeak".

Se alle afsnit

Mads og Mark, de to værter af Grøn Snak. Logoet for Grøn Snak er hen over.