#15 | Grøn Snak | Tara Thorsen fra Anima
Dyrevelfærd og Anima
Dyrevelfærd er vigtigt for rigtigt mange mennesker og det er derfor ikke underligt, at så mange frivillige hjælper og bakker op om Anima og deres arbejde. Der er i dag en stigende tendens til, at vi som samfund bliver mere og mere bevidste om dyrs vilkår. Uanset om det er i fangeskab med henblik på underholdning, eller i forbindelse med forskellige former for produktion. Anima er en af de organisationer, der netop er med til at belyse de forhold. Med den stigende bevidsthed kommer der naturligvis også mere fokus på, at dyrene skal behandles ordentligt og have værdige liv, uanset hvordan man ellers synes, de skal tjene diverse funktioner i samfundet.
Det synes vi er et vigtigt stykke arbejde, og det vil vi gerne støtte op om i GreenSpeak. Anima er derfor et af de støtteprojekter, GreenSpeaks kunder kan stemme på, når vi fordeler virksomhedens overskud blandt gode formål, to gange om året.
Det kommer vi ind på i episoden
I podcasten får vi os en snak om Animas arbejde, deres ry i Danmark og resten af verden. Deres udfordringer og potentielle gode løsninger. Vi snakker selvfølgelig også om dyrevelfærd i al almindelighed. Vi kommer også omkring alt fra deres samarbejde med virksomheder til oplysningskampagner og de bedste former for aktivisme. Som altid tager samtalen flere afstikkere, og handler i perioder om feminisme, mænds rettigheder og virksomheders rolle i samfundet. Og som altid i Grøn Snak - meget, meget mere.