Image
 
 

100% for Børnene

100% for Børnene er en velgørende organisation i Danmark, der arbejder for at give børn bedre forhold. De lægger fokus der, hvor andre organisationers hjælp ikke når ud eller ikke er tilstrækkeligt, og hvor børnene altså godt kan være lidt overladt til sig selv. Helt konkret, handler det om børn i Ghana og Kenya, der lever på lossepladser, er handicappede eller på andre måder særligt udsatte. 100% for Børnene har stort fokus på FN’s Verdensmål i deres arbejde og arbejder aktivt efter, at alle deres projekter skal være selvdrevne på sigt.

Historien bag 100% for Børnene

100% for Børnene blev grundlagt i 2008 af Signe Møller. Hun mødte 3000 familier i Mombasa, der levede på og af Kibarani lossepladsen, under forhold der mildest talt ikke var sanitære. Ingen NGO ville, eller kunne, handle på det tidspunkt, og det var startskuddet til at 100% for Børnene blev grundlagt.

100% for Børnenes arbejde

Helt konkret arbejder 100% for Børnene efter, at udsatte børn skal have mulighed for at få en uddannelse, så de netop kan blive bedre stillet i livet. En basis uddannelse er nødvendig for at kunne få og fastholde et job, der sikrer børnene en bedre fremtid. Derfor handler en stor del af 100% for Børnenes projekter om at få bygget skoler og uddanne lærere. Det foregår i samarbejde med lokale, og byggearbejdet bliver i stor grad også faciliteret af lokale, så økonomien i området også kan blive stimuleret. I forbindelse med skolegangen, arbejdes der også for at børnene, som minimum, får ét ordentligt måltid mad om dagen.
Image
Derudover arbejder 100% for Børnene også aktivt for at sprede viden om FN’s Verdensmål, også til danske børn. De deltager aktivt på skoler og ved messer, for at sprede budskabet om, hvad der skal til for at nogle af målene kan opfyldes.

100% for Børnene og GreenSpeak

100% for Børnene har været en del af GreenSpeak siden foråret 2018, og de var således på afstemningslisten for første gang i juli 2018, hvor de fik 1.330 kroner af en pulje på 70.000 kroner. Siden har de i alt fået 51.512 kroner af de 1.842.392 kroner, GreenSpeak har doneret til gode formål.
Image

100% for Børnene adskiller sig fra de andre støtteprojekter ved at fokusere på at hjælpe de fattigste børn i Afrika med en mulighed for daglige måltider og en uddannelse, der kan hjælpe dem til et bedre liv.

Vil du vide mere om 100% for Børnene og deres arbejde, kan du høre den podcast, vi har lavet med dem, eller du kan se mere på deres egen hjemmeside.